Oliver Nielsen

Software Engineer hos cVation

Hvordan var din opstart hos cVation?

Da jeg startede hos cVation fik jeg tildelt en buddy, som sørgede for, at jeg blev vist omkring og introduceret til kollegaer, både på projektet og i resten af forretningen. cVation har stadig en størrelse, hvor alle kender alle og fællesskabet vægtes tungt. For eksempel blev jeg inviteret til sociale arrangementer hos cVation allerede inden min første arbejdsdag, hvilket var en super god måde at møde kollegaer i en social setting frem for i deres professionelle dagligdag. Det var også rart da jeg startede allerede at kende et par ansigter første dag.

I forhold til arbejdsopgaver, blev jeg hurtigt kastet ud i arbejdet med Azure og cloud. Her fik jeg støtte bl.a. igennem code-review og dialog med kollegaer omkring mine opgaver. Jeg ved at cVation, efter jeg blev ansat har implementeret en anderledes tilgang til oplæring og onboarding hvormed nye kollegaer kommer igennem et praktisk læringsforløb inden de starter på et reelt projekt. Nu skal de igennem et læringsforløb designet af cVation selv, med fokus på cloud og ’platformen’, som vi arbejder med dagligt.

Hvad laver du til dagligt og hvilken type opgaver teknologier sidder du med?

Til dagligt sidder jeg og arbejder med C# og Angular. Det mest spændende, synes jeg, er at lære en masse om Azure og cloud-løsninger. Heldigvis benytter de fleste projekter i cVation, herunder mit eget, rigtig mange forskellige ressourcer i Azure. Ud over at stifte bekendtskab med Azure og de muligheder, som platformen udbyder, så har cVation også udarbejdet en ’platform’, som er en samling af NuGet-pakker, der hjælper os udviklere med at opreholde ’Best-practices’ samt at sikre en ensartet og struktureret integration af Azure Cloud i samtlige af forretningens projekter. Det gælder lige fra log-tracing af kald på tværs af microservices, til håndtering af tenant-context til provisionering og konfigurering af ressourcer.

Hvordan har din personlige udvikling i jobbet været?

Jeg udvikler mig meget hos cVation qua det høje faglige niveau, der er her. Der er dygtige kollegaer omkring mig, som ønsker at lære fra sig. Alle teams på mit projekt er sammensat af kollegaer med forskelligt erfaringsniveau, hvilket i høj grad bidrager til et arbejdsmiljø med fokus på høj kvalitet og læring for de mindre erfarne.

Ud over læring i det daglige tilbyder cVation adgang til en række certificeringer og læringsplatforme såsom LinkedIn Learning og diverse Azure certificeringer. Selv er jeg ved at læse op til AZ-204 eksamen sammen med nogle kollegaer i en mindre studiegruppe, hvor vi regelmæssigt mødes for at samle op på de forskellige kapitler af pensum, 2 timer ugentligt i vores arbejdstid.

Hvert kvartal har jeg en mentor-samtale med en af de mere erfarne medarbejdere fra cVation. Indholdet af disse samtaler har for mit vedkommende varieret en smule fra performance-reflekterende & fremtidsorienteret til mere projekt-orienterede status-samtaler.

Hvert kvartal afholder cVation en hackathon dag for hele forretningen, hvor man i mindre hold får mulighed for at afprøve nye teknologier, dykke ned i et specifikt område eller nørde med et sjovt projekt. Det er en super mulighed for at få lidt dedikeret tid til at afprøve nogle af de mange teknologier eller frameworks, som man så ofte hører om, men aldrig får kigget nærmere på. Samtidig får man knyttet bånd på tværs af de teams, vi arbejder på til daglig- og det er i det hele taget en virkelig sjov dag, mange ser frem til.

Hvilke nye ting skulle du forholde dig til ved at have et fuldtidsjob?

Det kan være en smule overvældende at starte et nyt job og blive sat i gang på et nyt projekt med en stor kodebase. Det tog naturligvis lidt tid inden jeg havde et overblik både over kodebasen, men også over de processer, som bliver brugt på projektet og i cVation. Her har buddy-ordningen været rigtig god, da der altid har været adgang til min buddy som jeg kunne tage fat i. Hvis ikke han selv kunne hjælpe, så kunne han pege mig i den rigtige retning eller henvise mig til en, der kunne.

Hvilke opgaver finder du særligt motiverende?

Personligt synes jeg at de problemstillinger, der har med system-design at gøre, er de mest spændende. Her er der ofte mange hensyn at tage, og der er ikke altid kun én rigtig måde at gøre det på. I stedet er det her en afvejning af mange faktorer, der i sidste ende også ender med at have en større påvirkning på det, man sidder og arbejder med. Til trods for, at mit projekt har et dedikeret arkitekt-team, så synes jeg at vi som udviklere bliver opfordret til at komme med input og idéer og at disse altid bliver lyttet til og taget med i betragtning. Det er super fedt.

Hvilke projekter har du været tilknyttet siden du startede?

Siden jeg startede i cVation har jeg arbejdet på Jabra-projektet – hvilket er cVations største projekt. Her er vi omkring 20 konsulenter fra cVation, fordelt på 4-5 teams. Jeg har været en del af 2 teams, hvoraf det første havde fokus på cloud-to-cloud integration mellem vores og kundernes software. Siden hen er jeg blevet en del af det team, som er ansvarlig for at forbinde devices til IoT-hubs samt device-support. Begge områder benytter hver sin gruppe af Azure-resourcer og jeg sætter pris på at stifte bekendtskab med en bred vifte af mulighederne i Azure.

Hvordan oplever du samarbejdet mellem dig og dine kollegaer?

Til forskel fra mange mange konsulent-forretninger, så sidder langt størstedelen af cVations ansatte på cVations eget kontor i Nordhavn. Det er noget jeg sætter stor pris på, da det giver større grobund for at stifte dybere kollegiale bekendtskaber, som varer længere end blot et givent projekts levetid. Derudover synes jeg, at det har stor værdi, at man møder kollegaer på tværs af projekter til dagligt på kontoret, til frokost og til sociale arrangementer. Det skaber også nogle superfede sociale arrangementer, at der er så mange venskaber på tværs af projekterne i forretningen.

Hvordan oplever du det sociale liv og de events som cVation står for?

Som sagt er cVation en ret social arbejdsplads, hvor folk gerne kommer hinanden en smule ved. Det afspejler sig for eksempel i de små interesse-klubber, som regelmæssigt mødes omkring forskellige aktiviteter. F.eks. har vi en brætspilsklub, et counter-strike hold, et padle-hold mm. Selv deltager jeg regelmæssigt i cVations badmintontræning – og selvfølgelig i teamarrangementer og middage/fester.

Hvilken kompetenceudvikling kalder de nuværende og fremtidige opgaver på?

For mig er det retningen relateret til system-design jeg gerne vil forfølge Jeg synes at arkitekt-arbejdet virker utrolig spændende og det er pt. min ambition at forfølge den interesse. Det er noget jeg sagtens kan se, at jeg kan gøre i cVation og kan være helt åben omkring.

Føler du at du har indflydelse på beslutninger, forbedringer og forandringer omkring din faglighed, dine teams, din fysiske arbejdsplads og ift. dine opgaver?

Jeg oplever generelt at de ansatte i cVation har en stor indflydelse på deres arbejdsopgaver og jeg føler at cVation er meget opmærksomme på både personlig trivsel, men også omkring professionel og faglig trivsel. Har man ønsker i en bestemt retning forsøger de at imødekomme disse og din trivsel på arbejdspladsen tages meget alvorligt. Heldigvis. Det skal jo gerne være sjovt og spændende at gå på arbejde.


Titel:

Software Engineer

1 år hos cVation – hvordan har det været hvis du skal opsummere med 5 ord?

Spændende, lærerigt, udfordrende, sjovt, socialt.

Fortæl kort om dig, din baggrund og uddannelse:

Jeg hedder Oliver, er årgang 96’ og bor i Dyssegård med min kæreste. I min fritid spiller jeg badminton & counter-strike. Når der skal være fart over feltet, nyder jeg at køre mountainbike i skoven om sommeren.

Jeg har læst Computer Science & Engineering på DTU, hvilket jeg færdiggjorde i januar 2022. I de sidste 3 år af min studietid har jeg arbejdet deltid hos Netcompany, hvorefter jeg startede hos cVation ved endt uddannelse.